Skip to content

Om mig

Jeg er uddannet sociolog (cand. polit.) med speciale i familieliv, karriere og køn, fra Universitetet i Oslo. Det var kærligheden, der oprindeligt trak mig til Norge, og her fik jeg også mit første barn. Så det var ikke tilfældigt, at netop specialeretningen for familiesociologi var den, jeg kastede mig over; her var noget, der handlede om netop det, jeg var allermest optaget af at forstå i mit eget liv også – et perfekt sammentræf!

Det var dog først, da jeg fik mit andet barn, og med familien var flyttet tilbage til Danmark og nu havde to børn i børnehave, at min faglige interesse for forældreskab og familieliv for alvor blev sat i brand: en kombination af at mærke på de høje krav, der i vor tid stilles til den ’gode mor’ og særligt mødet med forældresamarbejdet, først i børnehaven og senere i skolen, fik mig til at undersøge, hvad alle de krav og forventninger betød for forældrene og familielivet. Da jeg opdagede, at der næsten ikke var forsket i forældrenes oplevelse af at skulle involvere sig (mere og mere) i skolen, besluttede jeg selv at gøre det.

Og i 2016 forsvarede jeg efter fire års arbejde så min ph.d. om Folkeskole, forældre, forskelle, der bl.a. viste, at skolens krav til forældrene i dag ikke bare er ret så høje, men at de også ser ud til at være med til at reproducere og forstærke sociale forskelle. Ikke mindst viste afhandlingen, at den digitale kommunikation har været med til at skrue væsentligt op for kravene til forældre. Afhandlingen er sammenfattet i den lille bog Samspil mellem skole og hjem.

Med min bog om Det grænseløse forældreskab har jeg bredt paletten mere ud og beskæftiger mig i dag mere bredt med mange andre aspekter af forældreskabet end forældresamarbejdet, fx hvordan forældreindustrien og sociale medier påvirker forventninger til det gode forældreskab, hvordan forældreskabet er blevet videnskabeliggjort og psykologiseret, hvad mental load er for en størrelse (og hvorfor det er vigtigt at forstå) og hvad opdragelsens funktion er både i forældreskabet og i samfundet.

I juni 2025 udkommer en ny bog, som jeg har skrevet sammen med børnepsykolog Marie Tolstrup og som henvender sig til forældre, der ønsker at skrue lidt ned for det grænseløse aspekt i forældreskabet. Mere om bogen følger snarest…